Psyke:
Psyken er en meget vigtig del af en hund. Det gælder alle hunde, men ikke mindst de store racer som schæferhunden, da uheldige sider ved en hunds væsen og nervesystem kan have fatale konsekvenser. Derfor er det et ekstra stort ansvar at opdrætte og eje de typer af hunde, der kan udgøre en større fare, hvis noget går galt.
Det skal kort sagt være hunde, der er behagelige at have med at gøre!
Som opdrætter forsøger jeg altid at holde fast i et solidt nervesystem, og samtidig ønsker jeg hunde med en god byttedrift, et udpræget flokinstinkt og en glæde ved at arbejde for og indordne sig under sin ejer/familie. Det skal kort sagt være hunde, der er behagelige at have med at gøre! En faktor, der kan drille lidt hos schæferhunden, er dens artsfælledominans! D.v.s. hvor sød og omgængelig er den som voksen overfor andre hunde? Det er der enormt store individuelle forskelle på! Men generelt vil jeg påstå, at schæferhunden ikke hører til de mest ”tolerante,” når det gælder møde med andre hunde og slet ikke dem af eget køn! Men selv de mere ”intolerante” af slagsen kan som regel opnå at få venner for livet, hvis bare man som mennesker introducerer hundene for hinanden på rigtig tid og rigtigt sted.
Dysplasi:
Dysplasi er og bliver et stort tema, når vi taler Schæferhund og der er utrolig mange skrøner og fejlagtige udtalelser og opfattelser i omløb om emnet! Her får I nogle facts samt mine betragtninger omkring det:
I ”gamle dage” var det kun hofteleddet, man koncentrerede sig om, og mange gange har jeg hørt udtrykket ”hoftedysplasi!” Men det er altså leddet, det drejer sig om, så det korrekte er at sige ”hofteledsdysplasi.” I ca. 10 år har vi udover hofteleddet haft albueleddet til røntgenfotografering og bedømmelse.
Hofterne
inddeles efter en 5-trins skala i såvel Danmark som i Tyskland. Skalaerne ser
således ud for de to lande, hvori de fleste af vores avlsdyr vurderes. Det
”bedste” står øverst og så går det videre nedad til dårligere status:
Hofter:
Danmark Tyskland
A normal
B fast normal
C noch zugelassen
D mittlere HD
E schwere HD
For albuers vedkommende er det mere kompliceret, da Danmark (og stort set alle øvrige lande) har fire trin, mens Tyskland kører med samme skala som på hofter. Sådan ser det ud:
Albuer:
Danmark Tyskland
0 normal
1 fast normal og noch zugelassen
2 mittlere ED
3 schwere ED
Men hvor store er problemerne og hvad
er hvad i alt det her?
Man har røntgenfotograferet hofter på schæferhunde siden 1972. Frem til 1982 blev hundene blot opdelt i ”fri” eller ”dysplasi.” Derefter blev der gradueret efter en 10-trinsskala i Danmark, som efter en årrække blev reduceret til 5-trinsskallaen, som vi kender den i dag.
Schæferhunde kan avlskåres med minimum HD-status C eller ”noch zugelassen:” Albuerne (AD/ED) skal være minimum 2 eller ”noch zugelassen.”
Eksperterne fremkommer ind imellem med deres bud på, hvor store roller, henholdsvis de arvelige og de miljømæssige (fodring og fysisk aktivitet) faktorer hver især spiller for udviklingen af dysplasi. Læs evt. mere om emnet i denne artikel.
Bedømmelserne af ledene er subjektive, og man kan derfor nok ikke helt udelukke, at bedømmerne har ændret på kriterierne gennem årene – bl.a. ud fra, at røntgenapparaterne kan producere langt skarpere billeder nu om dage – især de digitale, hvor der er mulighed for at zoome ind og gå ekstra meget i detaljer.
Statistisk set har man ikke opnået forbedring for
racen på trods af de tusindvis af røntgenfotograferede hunde. Hvis min
antagelse i ovenstående er rigtig, vil det også bl.a. af de årsager være svært
at opnå en forbedring af statistikken!
Ca. 10% af de Schæferhunde, der røntgen-fotograferes og bedømmes, ”falder;” d.v.s. får D eller E eller ”Mittlere” eller ”schwere HD.” En del andre meget udbredte racer ligger statistisk set på lignende niveau! En del andre racer, som der dog bare er betydeligt færre af samlet set, er værre ramt af HD end f.eks. Schæferhunden!
Pressen har med Schæferhundeopdrætteres og andre schæferhundeentusiasters øjne per tradition haft et rigtig ”godt øje” til Schæferhunden! Racen er og har altid været ”godt” og salgbart stof! Pressen har ikke ofte sat sig ind i baggrunde, men er den ene gang efter den anden hoppet på populistiske og udokumenterede påstande – det gælder såvel på adfærdssiden som på sundhedssiden, ofte i forbindelse med HD!
Kun en lille del (ca. 10% ?) af bestanden fotograferes og bedømmes! Resten ved man reelt set ikke ret meget om!
Mange schæferhundeejere fravælger at lade deres hunde røntgenfotografere og bedømme af 2 hovedårsager: 1: ”Det er for dyrt!” 2: ”Vores hund har det fint, og vi ønsker ikke at vide, hvis røntgenbilledet skulle vise noget andet!”
Sidstnævnte årsag understøtter min/vores viden om, at en hund ofte kan leve et fint liv med konstateret eller ikke konstateret hofteledsdysplasi. Hundene viser ikke altid tegn på at have problemer! Der findes endda hunde med A eller B hofter, som med alderen får lidt besvær med at springe eller komme på benene efter at have ligget et stykke tid. Jeg påstår sådan, fordi det må formodes, at også en del af de hunde, der aldrig røntgenfotografes, faktisk har dysplasi!
Viser en tæve sig at give for mange fejl, herunder dysplasi, tages hun ud af avlen her i kennelen. Så enkelt er det!
I vores form for avl, er der mange aspekter, man som opdrætter ønsker at fokusere på og henholdsvis bevare ved sine dyr eller forbedre på. Hofteled og albueled er ”blot” 4 led på hunden! Her i kennelen får området bestemt stor opmærksomhed; der avles helt overvejende med hunde med A eller B- hofter og som regel med 0 i albuerne. Viser en tæve sig at give for mange fejl, herunder dysplasi, tages hun ud af avlen her i kennelen. Så enkelt er det! Men desværre kan man ikke altid forudse, hvad en tæve vil give videre af positivt og negativt – man skal have noget afkom at bedømme hende ud fra. Men dysplasi får stadig for mig at se urimelig stor opmærksomhed udefra!
Schæferhunden er en ganske sund race indenfor hvilken, der er rigtig mange sygdomme og problemer, den aldrig er ramt af.
