Kort om navnet: ”Der Deutsche Schäferhund.” Det tyske ord, "Schäfer", betyder hyrde på dansk. Så en tysk Schäferhund er altså en tysk hyrdehund.

Man begyndte først den målrettetede og systematiserede avl med schæferhunde i slutningen af 1800-tallet. Dette er noget senere end de racer, der har baggrund i den gamle og traditionsrige engelske kennel klub. Omkring århundredeskiftet opstod forskellige foreninger med det formål at opbygge og renavle schæferhunderacen. Begyndelsen var præget af en del uoverensstemmelser: Nogle grupper ville først og fremmest avle på brugsegenskaber, andre på eksteriør.

I 1899 lykkedes det dog at skabe en stabil forening i Tyskland; ”Verein für Deutsche Schäferhunde” – i daglig tale ”SV”.  Arthur Meyer og ritmester Max v. Stephanitz var racens og SV´s grundlæggere. Max v. Stefanitz blev foreningens præsident og han har en meget stor del af æren for definitionen af racen i alle dens aspekter. Det var v. Stephanitz 's grundlæggende holdning, at der skulle lægges vægt på både udseende, psyke og brugsegenskaber -  et synspunkt han altid holdt fast ved og vedholdende kæmpede for skulle være schæferhundens kendetegn. 


Grundstammen i schæferhunden blev opbygget af hyrdehunde fra Würtemberg; det var ret store, langhårede hunde med hængeører og korrekt båret hale, fra Thüringen noget mindre, korthårede hunde med ståører og fra Schwaben kom hunde med gode hyrdehundeegenskaber. Derudover bidrog en del mere eller mindre betydende lokale varianter. Racen er således relativ ny i sammenligning med mange andre racer, hvor forædlingen og stambogsføringen er påbegyndt langt tidligere. Schæferhunden er groft sagt fremkommet af bondegårdshunde fra de nævnte områder. Dog ikke tilfældigt udvalgte bondegårdshunde, men hunde, der besad gode evner og egenskaber som hyrde- og vagthunde.


     Horand von Grafrath, verdens første
         stamborgsførte schæferhund !

Igennem målrettet avlsarbejde lykkedes det at skabe en hund med de egenskaber og det udseende, der blev fastsat i standarden for schæferhunde. Standarden blev skrevet i 1899 og blev ændret en smule i løbet af de første år. Seneste ændring er i december 2010, hvor de langstockhårede med underuld blev godkendt som pelsvariant af FCI, som er (næsten) hele verdens kennelklubbers øverste instans.

I danmark var pioneren for racen overdyrlæge Sørensen, der i 1918 grundlagde Dansk Schæferhundeklub. Samme år (så vidt vides!) købte overdyrlæge Sørensen en han, Danko v. Giebichenstein og en datter af ham, Draga v. Boxberg.