Den ”skrå” schæferhund.
Mange har de senere år spurgt til og udtrykt bekymring for,
om hundene var skrå og har samtidig givet udtryk for afstandtagen overfor ”den
skrå” schæferhund. Hvad er hvad ved dette fænomen, og hvorfor denne bekymring?
Sagen er, at standarden for schæferhund foreskriver, at manken (den forreste
del af ryggen, lige inden halsen starter – enkelt udtrykt) skal være højeste
punkt på ryglinjen, som desuden skal skråne let nedad. Således standarden! Men
man har naturligvis lov at spørge, hvor meget er ”let skrånende?” Krydset er
den sidste del af ryggen, lige inden halen (enkelt udtrykt), og krydset skal
falde ca. 23 grader i forhold til en horisontal linje. En del hundes kryds
falder noget mere end 23 grader, hvilket i sig selv kan være medvirkende til at
give hunden en overdreven og forkert bagstilling. Det kan også bevirke, at
hunden konstant går rundt og ser ud til at skulle af med noget!
jeg vil gerne beklage tendensen til at overdrive bygningsforholdene på fotos af selv verdens bedste hunde! De samme hunde vil med garanti ikke fremstå sådan i virkeligheden -
Men traditionen med at fremføre vores schæferhunde på udstillinger i en forholdsvis lang og stram line, hvor man tvinger hunden i knæ, forstærker også indtrykket af en ”skrå hund!” Et fotografi af en schæferhund i bevægelse i stram line i yderstilling (d.v.s. med det ene bagben maximalt bagud og det modsatte forben maximalt forud), vil give dette indtryk. Vores tradition med at fotografere schæferhunden stående (standbillede) med det ene bagben stillet noget ind under hunden og det andet trukket noget bagud, giver ligeledes en ekstra skrå ryg eller overlinje, som de fleste hunde slet ikke vil vise, når de bevæger sig frit og stopper op. Der vil tendensen bare være der, ligesom man bl.a. kender en harmonisk og korrekt opbygget schæferhund på, at den stiller sig i denne position – blot i en noget mere moderat udgave!
Og når vi er inde på traditioner omkring fremstilling af vores race på billeder, vil jeg gerne beklage tendensen til at overdrive bygningsforholdene på fotos af selv verdens bedste hunde! De samme hunde vil med garanti ikke fremstå sådan i virkeligheden – og heldigvis for det! Jeg tror også, at mange nye eller kommende schæferhundeejere vil kunne beroliges, når de oplever hundene i udstillingsringen. Her skal mange blot vænne sig lidt til cirkusset, hvor der kaldes og animeres for at få hundene til at gå frem i linen, som vi gerne vil have det.
En uheldig tendens til at vise schæferhunden i en alt for udstrakt position på billeder,
forstærker indtrykket af den "skrå hund"
Den ”skrå” schæferhund har dårlige hofter! Sådan påstås ofte, og for nylig er en del af pressen hoppet med på, for mig at se, dette udokumenterede udsagn! Jeg har endda set mere seriøse forskningsbaserede rapporter, hvori der gisnes om, at der skulle være en sammenhæng mellem en skrånende ryglinje på schæferhunden og forekomsten af dysplasi! Jeg kan ikke finde noget grundlag eller nogen logik i disse påstande, alene ud fra, at racen som allerede nævnt, er delt op i to typer, hvoraf typen ”sportshund” ikke har antydningen af en skrånende ryglinje. Og de to typer, som i mange generationer har været avlet på temmelig forskellige linjer, ligger altså stort set ens i HD frekvens! Også det andet aspekt, at andre racer uden skrå overlinje, har problemet i sammenlignelig grad, udelukker denne sammenhæng i mine øjne.
Jeg har dog set nyere tal, der peger på, at andre store racer har opnået forbedring i deres HD-statistik, mens schæferhunden forbliver på et ret konstant niveau. Jeg vover her den påstand, at det bl.a. kan skyldes, at vi med racen schæferhund har flere aspekter at tage hensyn til, end det er tilfældet med mange andre racer!
Jeg tror dog, at man som opdrætter ved konsekvent at opprioritere brug af avlsdyr med A og B hofter samt benytte sig af sin viden om dyrene tilbage i stamtavlen og gøre brug af de beregnede indeks, kan formindske hyppigheden af HD i sin avl.
Den ”skrå” schæferhund vakler i bagparten! Dette udsagn har jeg også både hørt og læst mange gange! Jeg var i begyndelsen af dette punkt inde på standarden og overlinjen. Omkring bagparten og bagstillingen er der også i standarden beskrevet, hvordan bagparten skal være opbygget, og det er i anden og mere omfattende litteratur beskrevet endnu mere detaljeret, hvordan afvigelser fra det ønskede påvirker hundens bevægelse og i sidste ende dens holdbarhed og udholdenhed.
Der ses eksempler, især blandt højavlshunde, hvor bagparten ikke er harmonisk, fast og korrekt i sin opbygning, og dermed heller ikke sund og stabil at iagttage. Man må dog påregne, at schæferhunde under deres opvækst kan have endda lange perioder, hvor de er løse i deres lemmer, og de er oftest mest løse bagtil. Var det en teenager, ville man kalde den en ”lemmedasker.” I de fleste tilfælde retter tingene sig dog, og de fleste hunde bliver omkring 1-årsalderen aldeles normale at se på igen. Men man må som hvalpekøber spørge opdrætteren om disse forhold og forsøge at få et indtryk af, om opdrætteren vægter disse forhold i sin avl. Jeg kan kun sige, at det forsøger jeg selv og har fasthed og stabilitet på hundene som et højt prioriteret aspekt.
